Din kurv (0)

Et smugkig i min kommende bog

Prologen fra min kommende bog


Døtrene af dine døtres døtre

vil muligvis huske dig,

men vigtigst af alt,

vil de følge i dine spor.

~ Clasrissa Pinkola Estés


“Skriver du dagbog?” spurgte hun. Jeg sad ved bordet på den overdækkede terrasse på toppen af bjerget og sundede mig, mens jeg tørrede de sidste tårer bort. Jeg rystede langsomt på hovedet og så spørgende på hende. ”Skriv dine oplevelser ned, så du kan huske dem”, rådede hun mig. ”Jeg har på fornemmelsen, at du en dag kommer til at fortælle din historie til stor inspiration for mange kvinder”.

Mens jeg sad og nød synet af de smukke blomsterranker, der omkransede terassen i ly for den Californiske sommersol, gled mine tanker tilbage til året før, hvor jeg havde mødt Anna første gang. På en yogauddannelse i New York.

Forestil dig at pakke mand og barn med i kufferten for at tage på en uddannelse som del at et større karriereskifte, og så indse undervejs, at du har levet en stor løgn. Det var nemlig præcis, hvad der skete. Og netop derfor blev turen også en af den slags oplevelser, som har brændt sig ind på min nethinde.

Det var en usædvanligt varm oktoberdag i 2007. Alle talte om, at Indian Summer havde ramt New York. Uddannelsen havde budt på en yderst lærerig uge, og nu var det den sidste dag. Vi sad 50 kvinder samlet i en rundkreds og ventede på, at afslutningsceremonien gik i gang. Eftermiddagssolens stråler faldt ind gennem de åbne vinduer i den store yogasal, og lydene fra Manhattans pulserende gadeliv blandede sig som baggrundsmusik med vores stemmer.

Som en hædrende gestus til vores mødrene arv, skulle vi efter tur stille os ind i midten af rundkredsen og tænde et stearinlys for vores mor og bedstemødre. Som jeg lyttede til instruktionerne, begyndte mit hjerte at slå lidt hurtigere, og jeg kunne mærke ubehaget brede sig.

Sandheden slår nogle gange forbandet hårdt.

Her sad jeg, 33 år gammel og kunne ikke længere gemme mig for fakta. En ting var, at jeg ikke kendte mit fædrene ophav. Pludselig gik det op for mig, at jeg ikke engang kendte navnet på min farmor. Jeg havde aldrig hørt om hende eller sågar set et billede af hende. Jeg vidste ikke engang, om hun stadig levede. Men det sværeste at erkende over for mig selv var, at jeg havde accepteret fortielserne.  

Smerten og skammen nærmest eksploderede i mit bryst.

Jeg kunne mærke, at jeg blev varm og rød i kinderne. Et panisk inferno af tanker brød løs i mit hoved. Hvordan skulle jeg gribe det an? Hvad skulle jeg sige? Kunne jeg smutte væk? Kunne jeg undslippe at stille mig ind i, hvad der føltes som øjet af en sandhedsstorm, som jeg ikke var forberedt på at forholde mig til? Kunne jeg opdigte en farmor?

Realiteterne, der havde været fortiet og pænt gemt bort så længe, blev pludselig meget aktuelle. Afslutningsceremonien kastede lys på en del af min opvækst, som var forbundet med dyb smerte. Jeg kunne ikke længere gemme mig for det faktum, at min far forlod min mor og mig, da jeg var en lille baby. Det havde været en hemmelighed lige siden. Ingen måtte vide det. Jeg voksede op som en familiehemmelighed, og som barn forstod jeg tidligt, at det ikke var noget, jeg skulle tale om eller stille spørgsmål til. Jeg havde stiltiende accepteret, at den første tid af mit liv lå hen i fortielsens mørke. Men nu kunne jeg ikke længere gemme mig fra den smertelige sandhed. Den krævede ubarmhjertigt, at jeg tog ansvar.

Da det blev min tur, gik jeg tøvende ind i cirklen af kvinder. Jeg rømmede mig. Sprang ud i det. På mit bedste engelske fik jeg fremstammet:

“Jeg, Trine Hedegaard, datter af Inge Hedegaard. Barnebarn af Elisabeth Hedegaard.” Stilhed. Jeg mærkede lettelsen brede sig indeni. Det føltes faktisk okay at stå ved mig selv og mine rødder. Jeg skyndte mig tilbage på min plads.

Det var første gang, at jeg åbent havde vedkendt mig, at jeg var skilsmissebarn. At jeg ikke kendte min farmor, eller min far for den sags skyld.

Jeg fornemmede klart, at det var starten på et nyt kapitel. Der var ingen vej tilbage nu. Fortielsen var brudt i mere end en forstand. Jeg havde ingen anelse om, hvor det ville føre mig hen. Men jeg følte mig klar til at ryste det spindelvæv af løgne af mig, som havde fulgt med fra fødslen. Jeg ville ikke længere acceptere den præmis, at jeg skulle være en familiehemmelighed!

Fra nu af ville jeg kun tage det med mig videre, som føltes sandt.

Uden at være fuldt bevidst om det, blev uddannelsen i New York starten på en større oprydningsrejse. Mødet med Anna på bjerget var bare første stop.

Rosenvængets Allé 7B 2100 København Ø, Danmark

Vi modtager...