Din kurv (0)

Om utroskab og hvide løgne


 

For nogle år siden mødte jeg en kvinde på en uddannelse. Vi svingede godt sammen, og blev hurtigt fortrolige.
 
Hun havde et dilemma. Sagen var, at hun havde været sin mand utro. Flere gange. Affæren var forbi, men nu havde elskerens kæreste fundet ud af, at de havde været sammen. Dilemmaet var nu, om min veninde skulle bekende kulør for sin mand eller satse på, at det ikke kom ham for øre.
 
Det er ikke let at råde andre. Det sagde jeg også til hende. Ofte giver vi nemlig andre de råd, som vi selv gerne vil høre. Vi giver svar ud fra vores eget verdensbillede.
 
Jeg er fan af sandheden. Jeg hader løgne. Også de hvide af slagsen.

Derfor svarede jeg, at var det mig, ville jeg snakke med min mand og fortælle om utroskaben, fordi jeg ikke ville kunne leve på en løgn. Det var ikke et let svar at give hende, for jeg vidste, at det ikke var det svar, hun ønskede. Men hun spurgte, og jeg svarede ærligt.

Sandheden vinder i min verden. Også selvom den kan gøre ondt. Både at formidle - og at høre.
 
I længden gør det mere ondt at leve på en løgn. Løgnene kommer nemlig i mellem os i vores relationer. Også de små hvide løgne. De dræner energien og ødelægger intimiteten. Vi kan måske ikke helt sætte fingeren på, hvad der er i vejen, blot, at der er noget, der ikke føles rigtigt.
 
I stedet kan vi vælge at lade sandheden være vores praksis. Vi kan bevidst øve os i at sige til og fra, som det føles sandt for os. Lever vi med sandheden på den måde, bliver den heller ikke så svær at rumme.
 
Og måske, måske det vil få os til at tænke os om en ekstra gang, inden vi roder os ud i noget som ikke tåler sandhedens lys.

 

Rosenvængets Allé 7B 2100 København Ø, Danmark

Vi modtager...