Din kurv (0)

Om mod, sårbarhed & familieforøgelse

 

En maj morgen dette forår kunne jeg mærke, at nu var det nu. Min indre guidance var klar: 'Send ham en sms!'. Jeg samlede mig mod til. Mærkede blodet suse lidt hurtigere. Med meget mod og lidt trods skrev jeg en sms til en mand, som jeg kun har mødt én gang tidligere. Jeg skrev blandt andet, at jeg altid ville være hans datter, om han syntes om det eller ej, og at jeg var træt af at være en hemmelighed. Jeg skrev også noget om, at vi alle begår fejltagelser, og at det ikke så meget handler om fejlen, men mere om hvordan vi håndterer det bagefter.

Jeg skrev ikke for at få svar.

Han havde nemlig tidligere, år tilbage, gjort mig klart, at han ikke var interesseret i kontakt. Jeg skrev af mere egoistiske årsager. Jeg skyldte min indre lille pige at få sagt fra. Hvor sårbart det end føltes. Først i en alder af næsten 40 år fandt jeg modet til at stå op for mig selv og vise min sårbarhed i denne relation. Jeg var ikke uforskammet, jeg pegede ikke fingre, jeg var ærlig og fortalte, hvordan jeg havde det.

Jeg satte et punktum – for at kunne komme videre.   

At der kom svar denne gang, er blot en bonus. Jeg mødtes med min far. Vi fik snakket ud og sat et fælles punktum.

Et nyt kapitel er begyndt. Jeg har mødt mine to yngre søskende på min fædrene side for første gang. Jeg føler mig beriget. Mine unger er ovenud begejstrede for de nytilkomne familiemedlemmer. Hvad der kommer til at ske fremover ved ingen. Lige nu glæder jeg mig bare over, at jeg turde række hånden ud. Familieforøgelse kommer i mange former.  

Grunden til at jeg deler min historie med dig? Fordi jeg håber, at du bliver inspireret til at leve mere i overensstemmelse med din intuition.  

Det er aldrig for sent. Når vi begynder at tage os selv og vores indre guidance mere alvorligt, så begynder livet at folde sig ud på nye måder. Der findes ingen garantier, men når vi tør vise, hvem vi er, hvad vi føler og står ved os selv, så kan vi ikke fejle.

Rosenvængets Allé 7B 2100 København Ø, Danmark

Vi modtager...